Sådan gør du din bil ren

Hvis du har sparsom med tid, eller bilen ikke er meget beskidt og rodet, kan du på under en time få den mest grundlæggende rengøring på plads.

Prioriter disse fire ting:

  • Ryd op
  • Støvsug måtter og sæder
  • Tør overflader af
  • Puds ruder og spejle

Ryd op i bilen

Papir og andet du har liggende i bilen samler og afgiver fugt. Du risikerer dermed at ruderne dugger indvendig, når du starter bilen op.

Støvsug

Jo længere skidtet ligger i måtter og på sæder, jo sværere er det at komme i bund med. Så prioriter at støvsuge bilens måtter, sæder og bagagerum.

Tør overfladerne af

Du behøver ikke at gøre en hel spand med sæbevand klar, når du skal klare den hurtige rengøring. Du kan blot nøjes med en tør klud eller en hårdt opvredet klud til at tørre overfladerne over med. Fjern støv og de værste pletter.

Puds ruder og spejle

Dit udsyn i bilen er vigtig. Bilens ruder bliver indvendig dækket af snavs og trafikfilm, som du bør fjerne. Brug et glasrengøringsmiddel til ruderne. Når du nu alligevel er i gang, så puds også bak- og sidespejle.

Find her: Produkter til rengøring af bilens kabine

Den grundige rengøring

Især før og efter vinteren kan det godt betale sig, at gå lidt grundigere til værks. Før vinteren skal du klargøre bilen til frostvejr, og efter vinteren trænger bilen ofte til en grundig rengøring efter sne og sjap.

Når du går grundigere til værks med rengøringen, skal du prioritere dette:

  • Ryd op
  • Støvsug grundigt
  • Bank måtter for støv
  • Vask de indvendige overflader og områder omkring døre
  • Plej overflader og gummilister
  • Puds ruder og spejle

Ryd op

Ryd op i bilen og smid unødvendigt papir og skrald ud. Især papir og klude suger og afgiver fugt, som kan få ruderne til at dugge. Alt efter årstid skal du også skiftet udstyret, du har liggende i bilen. En sneskovl fylder unødigt om sommeren, mens den kan være vigtig i løbet af vinteren, hvis du kører på veje, der fyger til.

Støvsugning

Støvsug bilen grundigt. Sørg for at støvsuge både måtter og under måtterne. Når måtterne alligevel er ude af bilen, kan du med fordel banke dem fri for støv og skidt. Sæderne samler på skidt, så husk at komme godt ind i revner og samlinger. Har bilen lædersæder, så pas på du ikke ridser dem med støvsugermundingen. Monter i stedet en blød børste på støvsugerhovedet. Støvsug også bagagerummet grundigt. Løft bunden og tjek for skidt herunder. Det er også en god anledning til at tjekke, at der ikke har samlet sig fugt.

Vask flader og dørfalse

Gør en spand vand klar med sæbe. Du kan enten købe en sæbe, der er særligt egnet til at vaske af i kabinen eller blot bruge et par dråber ganske almindelig rengøringsmiddel. Husk at vride kluden godt, så du ikke får vand over det hele i bilen. Vask alle flader og områderne omkring dørene (dørfalse)

Er der kommet pletter på stofsæderne, kan du eventuelt bruge lidt pletrens. Har du lædersæder, kan du rense dem med læderrens. Efterfølgende kan du smøre dem med lidt læderpleje.

Puds bilens vinduer og spejle. Hvis du vil gøre det ekstra godt, kan du som det sidste smøre bildørenes lister med silikone.

Plej overflader og gummilister

Til den grundige rengøring hører også pleje af overflader og bilens gummilister. Overfladerne plejes med et middel til cockpit pleje, som sprøjtes på fladerne og efterfølgende tørres over.

Især før vintersæsonen er det en god ide at pleje listerne. Gummilisterne kan du enten smøre eller sprøjte med silikonespray. Det modvirker, at dørene ikke fryser fast på gummilisten og samtidig hjælper det til, at listerne ikke mørner.

Puds ruder og spejle

Vinduerne bør pudses jævnligt, så du altid har bedst mulige udsyn. Du skal bruge et glasrengøringsmiddel til ruder, bak- og sidespejle.

Indvendig kan du også overveje at polere forruden med nogle dråber koncentreret opvaskemiddel. Det hjælper til at holde ruden fri for dug.